Gibsons ES-175 er siden dens debut, blevet kendt som arbejdshesten blandt jazzguitarister og har opnået ikonisk status blandt de halvakustiske guitarer. Dens konstruktion af lamineret træ gør den robust og velegnet til det hårde liv på turné og transport på landevejen år efter år.
Den er elsket af mange legendariske guitarister indenfor jazz, blues, rock og fusion. Gibson ES-175 har en genkendelig lyd, der gennem tiderne er forsøgt efterlignet af mange guitarproducenter, men sjældent duplikeret. I sin næsten 70-årige historie er ES-175 blevet synonymt med de største jazz-guitarister som Jim Hall, Pat Metheny og Joe Pass. Dens alsidige tone og evne til at spille med forvrængning har tidligere gjort den til en favorit blandt fusions- og rockgitarister som Steve Howe fra Yes og Buck Dharma, der spillede ES-175 på Blue Oyster Cults klassiske “Don’t Fear the Reaper”.
Guitaren her har jeg netop haft på værkstedet for at få lavet nye bånd, udskiftet Tailpiece og bro efter ejerens ønske. En Bigsby tremolo er fjernet og elektronikken blev bragt tilbage i original stand efter at have været brugt i et Rockabilly band i mange år.