1970’ernes Martin guitarer
- Søren
- 11. januar 2021
- Uncategorized
- 0 Comments
Navnet Martin har altid rumlet blandt guitarrister. De har sammen med et par andre mærker stået øverst i hierakiet og har altid budt på fine håndværkstraditioner, historie og ikke mindst fortræffelige akustiske egenskaber.
Martin guitarer fra 1970’erne
Af Søren Navntoft
I de seneste år er rumlen taget til, og priserne for gamle Martin-guitarer er steget til langt over smertegrænsen for de fleste musikere. Er de fra før 1940 er det helt galt, men også instrumenter fra 1950- og 1960’erne er voldsomt kostbare nu. Endnu er det muligt at anskaffe sig en Martin fra 1970’erne, endog til priser som ligger godt under en helt ny.
Grunden til at priserne ikke – endnu – har taget fat i 70’ernes Martins, er som de mange ved, at dette var et vanskeligt årti for de fleste guitarproducenter. Der kom masser af konkurrence, priserne faldt og det blev sværere at tjene penge på grundigt og langsommeligt håndværk. Alle de amerikanske instrumentmærker søsatte masseproduktion med de fordele og ulemper den slags altid medfører. Positivt blev produktionen kraftigt forstørret, mere ensartet, men besparelser og en negligering af kundernes dømmekraft, medførte ringere kvalitetskontrol og der blev sendt mange instrumenter på markedet, som tidligere ikke var passeret kritiske øjne. Martin undgik heller ikke disse faldgruber og fik også et elendigt omdømme.
Velfærdseksplosionen i USA var i 60’erne på sit højeste og det smittede også af på musikindustrien. Nu ville folk købe instrumenter af god kvalitet. Alle guitarproducenterne kæmpede for at følge med den eksplosive efterspørgsel, og Martin, som lå i den dyre ende, var ingen undtagelse. Martin gik fra at fremstille 7.403 guitarer i 1965 til at producere 22.636 i 1971.
På blot seks år var deres produktion mere end tredoblet. Et stort antal af de næsten 164.000 guitarer de producerede i perioden 1970-79 var pragtfulde instrumenter, og som blev bygget uden de fejl og mangler som omdømmet fortæller om. Der var dog et lille antal, der led af, hvad der generelt betragtes som resultatet af dårlig kvalitetskontrol. På en række instrumenter blev broen placeret forkert, på grund af fejl i måleværktøj, og disse fejl blev ikke opfanget af enten manglende eller utilstrækkelig kvalitetskontrol.
En af de faktorer, som har haft den mest markante påvirkning på Martins guitarer var ændringen af træsorter. Skiftet fra brasiliansk palisander til indisk palisander på bagsiden og siderne på mellem- og topmodellerne. Det var den voldsomme overfældning i de brasilianske regnskove, der til sidst medførte beskyttelse og fældningsstop, og som blev årsagen til at leverancerne af det eksotiske træ endte. Alle guitarmærkerne måtte tage konsekvensen af ændringerne og følge med i skiftet til andre træsorter. For Martin skete ændringen i slutningen af 1969, men der har været et få isolerede tilfælde af brasiliansk palisander, der dukkede op på Martins fra 1970
Men skal man så undgå Martins guitarer fra denne periode?
Hvis man er samler af instrumenter og passer på sine investeringer, så bør man muligvis nok, men er man musiker og ønsker man at spille på sit instrument, så finder jeg ingen grund til at vende ryggen til. Man skal tage sine forholdsregler. Fakstisk kan en Martin fra denne periode være fantastisk vellydende, med den varme klingende tone og den fyldige bas som vi alle elsker ved mærkets guitarer.
Guitarer fra slutningen af 1960’erne og frem til midten af 1980’erne havde en tendens til at have store plader til at understøtte broen på indersiden – ofte fremstillet af indisk palisander. Den traditionelle Martin havde en lille broplade i ahorn. En stor broplade hjælper ikke på tonen, men alligevel lyder mange 70’er Martins godt på trods af deres store broplader. Vil man have lavet en mindre broplade kan de bedste guitarværksteder hjælpe med dette. En udskiftning af bropladen vil dog mindske en guitar’s originalitet og dermed dens værdi, selvom den lyder bedre som resultat.
Over tid krympede slagpladen på Martin-guitarerne. Den var lavet i plastic og det krympede og endte ofte med at trække toppladen (Soundboard) med sig. Dette forårsagede, hvad der kaldes en “pickguard crack.” Disse revner forekommer typisk på langs i toppladen og på den side af slagpladen der er tættest på midterlimningen. Lejlighedsvis kan disse revner forekomme på den anden side af afskærmningen, hvilket skaber større revner. Hvis de ikke repareres, kan de åbne sig i hele guitarens længde.
Martin begyndte først at bruge justerbare “Truss Rods” i 1985. før benyttede man kun en ikke-justerbar “Truss Rod”. I 1970’erne bestod Truss Rod’en af et kvadratisk stålrør som lå på langs under gribebrættet. I årenes løb vil spændingen fra strengene trække halsen fremad. Dette problem kan rettes på en række måder, men den mest almindelige metode er at sætte nye bånd – de såkaldte kompressionsbånd – i halsen. Jeg anbefaler, at man kun laver dette hvis man har prøvet det før.
Efterhånden som årtierne går, vil halsen begynde at komprimere ind i kroppen. Der opstår en bule som går ind på toppladen og halsen vil følge med. I denne proces vil halsens vinkel ændres, hvilket gør, at strengehøjden bliver alt for høj. Ofte gør værksteder dét, at de sliber broen ned i højde for at kompensere for den højere strengehøjde. Denne reparationsform gør næsten altid den originale bro ubrugelig, og det løser ikke problemet helt. Den rette måde at gøre det på, er at lave et “Neck Reset”, hvilket indebærer at man helt fjerner halsen fra kroppen, tilpasser den og limer den på igen i den rigtig vinkel. Dette er en dyr reparation og bør overvejes, når det handler om en gammel Martin-guitar.
Drømmer du om en vellydene, solid og velbygget Martin-guitar. Så overvej en fra 1970’erne. Med lidt finjustering kan de lyde helt fantastisk og samtidig bevare deres værdi.
