Ramirez Flamenco #5 - 1982
En flamencoguitar kan typisk kendes på lavest mulige strengehøjde, ekstra tyndt dæk og mindst mulig afstivning af dækket. De skal spilles højt og hurtigt…
Denne Ramirez, fra den stolte guitarværksted i Madrid er en ægte flamencoguitar. Den trængte til en ny håndlavet saddel i rådyrgevir samt let slibning og polering af bånd, detaljering af båndender og generelt eftersyn af træets tilstand. Der kan nemt være begyndende revner i dækket efter 40 år. Der var dog ingen tegn på noget kritisk på det tynde cedertræs-soundboard.
I dag betragtes Ramírez som den ældste af de spanske guitarbyggere.
I øjeblikket administrerer 5. generation af Ramírez-dynastiet, Cristina og José Enrique firmaet under tilsyn af José Ramírezs tipoldebarn Amalia.
Engang mellem årene 1880 og 1882 afsluttede José Ramírez sin læretid og kunne begynde sit virke som instrumentbygger. Han oprettede sit lille værksted i Rastro-området i Madrid, som er der dén dag i dag. Konstant flokkedes flamenco-guitarister på jagt efter en løsning på den dårlige lydstyrke på de instrumenter, der var tilgængelige på den tid. Datidens guitarer havde det svært på de støjende flamencosteder og barer i byen, hvor “bailaores” dansede for at ledsage musikken.
Ramírez tænkte meget over problemet, og efter nogle forsøg og en lang række fejl, opfandt han sin berømte ‘Tablao’ guitar, opkaldt efter scenen, hvor flamencomusikere og dansere optrådte. Tablao var en stor guitar med en kropsbredde på 28 cm og 38 cm, men med en sidedybde på kun 8-8,5 cm, og det løste problemet ved at producere en langt mere kraftfuld lyd.
Med tiden blev José Ramírez kendt som en af de absolut mest fremragende guitarbyggere i det 19. århundrede, faktisk den næststørste sammenlignet med legendariske Antonio Torres, der krediteres for at opfinde den moderne klassiske- og flamencoguitar. Ramírez uddannede mange af sine egne lærlinge, og på grund af dette, blev hans værksted en hjørnesten i Madrids skole for guitarbyggere.
