Den klassiske guitars medfødte problem med intonation

Dygtige klassiske guitarister spiller normalt med disse udfordringer og takket være fuldendt teknik og kloge valg med hensyn til fingersætninger og ikke mindst ved hjælp af tempereret stemning, kommer der alligevel fantastisk musik ud af guitarene. Det skal understreges, at strengspænding – normalt omtalt som Tension (Low, Medium eller High), materialetype og producent ændrer udslagets størrelse af intonationsproblemet. Derfor skal man være varsom med generelle betragtninger og problemløsninger, men se på vanskelighederne fra instrument til instrument.

Intonationsproblemet stammer fra, at strengene har forskellig tykkelse, og derfor ikke strækker sig lige meget over en given skalalængde. Jo højere oppe på halsen strengen bliver presset ned, jo værre bliver problemet da strengene vil stemme tilsvarende for højt. Hovedsynderne er 3. og 6. strenge, da disse strenge er de tykkeste.

For at kompensere for disse forskellige strækkarakteristika, skal længden af den svingende del af en streng (kaldet mensuren), eller sagt på en anden måde, afstanden mellem strengens hvilepunkter på stoleindlægget og sadlen øges for de tykkere strenge. Da det er upraktisk at have en seperat stol for hver streng på en klassisk guitar, skal stolen ændres, så den passer til hver streng, hvis der skal opnås en ordentlig kompensation. På stålstrengede guitarer er problemet langt mindre udtalt, strengetykkelsen forløber mere lineært og skråstilling af stoleindlægget i broen løser en væsentligt del og tilmed korrigeres der for de enkelte strenge i stoleindlægget. Det gør man af traditionsmæssige grunde ikke ved fremstillingen af klassiske – spanske guitarer.

Det samme problem, som man støder på højere oppe i halsen, opstår også på sadlens ende af gribebrættet, dog ikke altid så markant. Tonerne på de første par bånd vil være en anelse for høje, og efterfølgende bør saddelpositionen også korrigeres.

Det kan dog være nødvendigt at foretage kompensation på eksisterende guitarer, men også tage det med i konstruktionen af nye. Jeg mener, at nybyggede guitarer i dag bør tage højde for de traditionelle intonationsproblemer, så meget som muligt.

Der findes heldigvis løsninger

Er der tale om en nykonstruktion af guitar gør jeg følgende når jeg fremstiller gribebrættet: Jeg saver en rille ud til et nul-bånd, før jeg udskærer slidsen til 1. bånd. Når jeg når frem til at tilpasse gribebrættet i enden hvor sadlen skal sidde, filer jeg enden af gribebrættet så den  flugter med den indvendige kant af nul-båndslidsen. Med andre ord bliver afstanden mellem nul-båndslidsen og 1. båndslidsen nu kortere med nøjagtig halvdelen af spaltens bredde eller 0,30 mm, idet spalten er 0,60 mm bred. Jeg fjerner derefter yderligere 0,50 mm fra enden af gribebrættet, som er hvad jeg har erfaret, er den ønskede kompensation i sadlens ende af gribebrættet.

Når jeg har justeret sadlens generelle højde, sikrer jeg, at strengenes individuelle afstand til oversiden af 1. bånd er mellem 1,0 mm og 1,40 mm, afhængigt af typen og strengspændingen af de strenge, jeg benytter. Dette sikrer, at kompensationen ofte er tilstrækkelig til at sikre korrekt intonation på de første bånd i gribebrættet tættest på sadlen.

Begge af de ovenstående kompensationer er kun mulig ved nybygninger, eller ved gennegribende ombygning af en eksisterende guitar, så sidste trin er som udgangspunkt dét man må ty til ved servicering af en eksisterende guitar. Men en korrekt udmålt og tilpasset saddel fjerner langt de største dele af intonationsproblemet ved guitarens første bånd.

Når jeg har strenget guitaren op, justerer jeg nu strenghøjden over 12. bånd til 3,50 mm for 1. streng og 4,50 mm for 6. streng ved at tilpasse højden på broens stoleindlæg. I sagens natur betyder det, at der arbejdes mere af på enden indlægget ved 1. streng. Det skal siges, at målet på strenge højde også må tage hensyn til kundens personlige ønsker, men afstanden 3,50 – 4,50 mm virker som et godt kompromis som tillader spilbarhed, god og klar tone og et passende mål for at man kan justere intonation i kompensationens sidste trin.

Strengene stemmes nu præcist op i standardtuning, og nu sammenlignes flagolet-tonen (overtonen som anslås på strengen præcis over båndet) og herefter den nedtrykkede strengs tone ved 12. bånd, og hver streng fra 1. til 6. streng testes. 2. og 3. streng, samt 5. og 6. streng, vil normalt stemme lidt for højt.

Den sidste del af intonationskompensationen, består i at justere stedet hvor den pågældende streng knækker over sadlen, hvorved brudpunktet på stoleindlægget flyttes væk fra lydhullet og forlænger strengens vibrationslængde. Justeringen består i at file en lille vinkel på forkanten af stoleindlægget. Gør man det systematisk og præcist for hver streng, mens man med mellemrum tester flagolet-tonen og den nedtrykkede strengs tone ved 12. bånd, ender man til sidst med at tonerne matcher.

Fremgangsmåden afviger fra guitar til guitar og naturligvis efter størrelsen på intonationsproblemet. Som nævnt spiller valget af strenge også ind. Sidst bør det også være en selvfølge at nævne, at hovedparten af klassiske spanske guitarer benyttes til at akkompagnere sang hvor der oftes kun benyttes akkorder i de 5-7 første bånd. Her træder intonationsproblemet ikke rigtig i karakter, og er grunden til, at mange synes deres guitar fungerer udmærket som den er. Og jeg kunne ikke være mere enig, der er ingen grund til at lave kompensation i disse tilfælde. Problemet opstår først for alvor når man tager fat på at benytte hele gribebrættet i sit spil, og især når mere eksotiske fingersætninger og harmoniske klangflader indgår i musikken. Så bliver de “skæve” toner fra guitaren en frustration og i sidste ende må man finde en løsning.