Naturens gave til musikken

Træet, der anvendes i guitarproduktion, kommer fra forskellige træsorter, der er kendt for deres unikke akustiske egenskaber. Nogle af de mest almindelige typer, der anvendes til guitarens krop og hals, omfatter mahogni, ahorn, cedertræ, gran og palisander.

Træet, der anvendes i en guitars fremstilling, spiller en vigtig rolle i dens endelige lydkvalitet. Træet bidrager til resonansen, klang og instrumentets evne til at holde på tonen (kaldet “sustain” på engelsk), som alle er vigtige parametre for en guitars lyd.

Træ lever og ånder som en levende organisme. Siden det først bragte varme og komfort til de første mennesker i form af ild, er det senere blevet et medie som mennesket kan udtrykke sig kunstnerisk igennem. Skåret, presset og bøjet i form af en guitar, vibrerer den under strengenes påvirkning af musikerens hånd. Guitarens elementer i træ udvider sig og krymper behændigt med sin toneklang.

For at en guitar skal blive til, må en guitarbygger bruge tålmodighed og en oparbejdet viden om træ og dets mange karakteristika: fleksibilitet, fugtabsorption, vridning, porøsitet, mekanisk styrke og æstetisk skønhed. Den erfarne guitarbygger vil i sidste ende være i stand til intuitivt at bedømme et stykke træs evner til at frembringe vibrationer og lyd. Blandt de spanske guitarbyggere – Los Guitarerros – har man udtrykket dar a luz, at give det lys, som i den overførte betydning: fødslen af et barn. 

Et træ har altid, før det blev fældet, været vurderet om det er ideelt til instrumentfremstilling og særligt til brug som dækket på en guitar. Det bedste levested for et træ, der skal komme et strengeinstrument ud af, skal vokse det rigtige sted, gerne på en bjergside, en skråning eller på tør stenet jord. Tørheden i omgivelserne tvinger træet til at vokse langsommere. Et træ, der vokser ved en sø, mose eller ved bredden af en flod, får rigeligt med næring og vil vokse hastigt og derfor få bredere årer og bliver blødere i konsistensen, på grund af et højt fugtindhold, hvilket langtfra er ønskeligt i instrumentfremstilling. Nogle individuelle guitarbyggere har en teori om, at det er bedst kun at fælde træer under en nymåne. Selvom denne idé lyder som hedensk overtro, er det bygget på videnskabelig fornuft. Når månen er ny, udøves der mindre tyngdekraft på jordens- og havet overflade. Præcis derfor trækkes der mindre saft op i træernes stammer. Dette resulterer i et tørre træ ved fældning, og som gør det stærkere og mindre modstandsdygtig over for bevægelse. Med andre ord, det tørre, lettere træ vil have mest potentiale for vibrationer – den vigtigste kvalitet i et strengeinstrument.

Som vin skal træ plejes tidligt i processen. Efterhånden som vinen ældes og modnes til drikkelighed, vil træ også gennemgå en rækker tranformationer, før det er klar til bearbejdning. Når det er udsavet, skal det omhyggeligt lufttørres og opbevares indenfor med den rigtige afstand mellem hver planke. Her ligger det så i flere år for at lade tiden og naturen om at afslutte oxidationsprocessen, som over tid indvirker på at cellerne i træet krystalliserer og bliver endnu lysere farven.

Hver del af guitaren kræver forskellige sorter af træ til konstruktionen. Dækket som er guitarens allervigtigste element fremstilles af blødt træ, og for at forstærke strengenes lyde og klang skal dækket kunne vibrere frit og villigt, men også modstå revner ved ændringer i luftfugtighed og temperatur. Ikke uvæsentligt, skal det også besidde stor naturlig skønhed. Træet der opfylder de fleste krav og ideer om et harmonisk dæk er gran. En ydmyg træsort i manges opfattelse, men ikke desto mindre den træsort som instrumentbyggere har værdsat i hundrede af år. Gran vokser næsten på hele kloden og findes i et utal af sorter, lige fra alpin-gran og tysk sølv-gran i Europa til sitkagran i Nordamerika. Cedertræ er det alternative valg til dæk, og benyttes ofte baseret på tonale årsager. Gran er karakteriseret ved give en klarere, mere fokuseret lyd med en lys tonekarakteristik, hvorimod cedertræ er kendt for sin mørke, bløde og varmere tone, og har gennem tiderne ofte været de spanske guitarbyggeres foretrukne valg.

Gribebrættet – og også broen og stemmeskruer, hvis det skal være fint – er generelt lavet af enten det kulsorte ibenholt eller palisander også kaldet rosentræ, fordi de begge har de ønskværdige kvaliteter af hårdhed og slidstyrke, hvilket er nødvendigt for blandt andet, at kunne fastholde metalbåndene i gribebrættet. Sort ibenholt giver en fantastisk farvekontrast og er en af de hårdeste træsorter, man kender, selvom det kan være skørt at arbejde med – det kan have nemt ved at sprække. Palisander er næsten lige så hårdt, men indeholder en hel del naturlig olie, der øger dets slidstyrke og holdbarhed. Palisander er også værdsat for dets utrolige smukke åretegninger og farver. 

Guitarbyggere elsker brasiliansk palisanders akustiske egenskaber, men måske i særlig grad de vidunderlige farver, der spænder fra rav-guld til mørk chokoladebrun og af og til med violette nuancer. Indiske sorter af palisander er smukke i sig selv, men har ikke de eksplosive farver som brasiliansk træ – de er typisk mere rødbrune.

Brasiliansk palisander har i mange år været beskyttet træ og må ikke handles uden certificeringer og er derfor efterhånden uhyre sjælden. Der dukker af og til små sendinger op, men de er meget kostbare. Heldigvis er andre varianter fra Indien, Burma og Honduras relativt enkle at få fat i, selvom priserne for dem også kan være betragtlige for gode og flotte stykker.

En guitars bagside og sider danner klangkassen sammen med dækket, og deres part i tonen er lang mindre end dækkets betydning. De skal reflektere lyden som opstår i dækpladen og sende den ud af klanghullet i guitaren. Træsorterne til siderne skal være hårde og altid har de forskellige egnes hårde træsorter været valgt: valnød, koa, mahogni og selvfølgelig palisander. Den udvalgte sort må gerne have en sejhed for at kunne have høj holdbarhed. Sorter som ibenholt og blackwood er smukke, men nok for skøre og utilregnelige for de fleste guitarbyggeres smag.  En meget stor del af æstetikken på en guitar findes i bagsiden og siderne og derfor udsøges de flotteste træstykker altid.

Generelt gælder det, at jo ældre træet er, jo bedre bliver dets lyd, og guitarbyggernes søgen efter perfekt tørret og ældet træ forsætter ubønhørligt jorden rundt. Guitarer er blevet lavet af gamle møbler, antikke klaverer, skibstømmer og, berømt i Spanien da Miguel Rodriguez senior i Codoba, i slutningen af 1960’erne, angiveligt benyttede træ fra en hundrede år gammel Andalusisk kirkedør i palisander til at bygge an række guitarer som fik tilnavnet “Church Door”.

Ikke alt træ skal være 100% perfekt. Op gennem historien søgte de største instrumentbyggere, der nogensinde har levet, efter “pletter” i ellers sundt og velegnet tonetræ. Stort set alle violinerne af Stradivari har en overfladefejl. Det samme gælder Amati og del Gesu. Tanken var, at det gjorde hvert instrument unikt, ikke bare endnu en kopi. Det er i dag ikke en udbredt tanke hos moderne guitarbyggere, som oftes søger perfektionen, men jeg kan nu godt lide de gamle mestres svaghed for den lille fejl i træet.