Guitarens laktyper

Et instruments finish er ikke kun for skønhedens skyld; hovedformålet er at beskytte de skrøbelige træsorter, der bruges i instrumentets konstruktion mod elementernes hærgen. Fugt og fedtstoffer fra hænder kan trænge ind i træets porer og forårsage ændringer i træets overflade og forringe evnen til at overføre lyd. Overdreven tørhed i luften kan forårsage revner og sprækker i træet. Solens ultraviolette lys kan blegne farven fra nogle træsorter, gøre andre mørkere og helt misfarve andre. Finishen er designet til at eliminere, eller i det mindste minimere, de effekter omgivelser kan have på instrumentet.

Finishen på en guitar kan i høj grad påvirke dens lyd. I sammenligning med stålstrengede guitarer har klassiske guitarer svagere vibrationsenergi som afgives fra dæk også kaldet soundboard (dette skyldes brugen af nylon- eller tarmstrenge). Dette er grunden til, at den bedste finish i sagens natur må være “musikalsk” i sig selv; årsagen er, at selvom finishen skal beskytte et instrument mod elementerne, så skal den stadig tillade instrumentet at fungere som en finjusteret og delikat mekanisme til lydproduktion. Mange instrumenter gennem årene har fået deres akustiske egenskaber hæmmet af tyk og hård finish, der ikke tillod instrumentets dele at vibrere optimalt.

De tre vigtigste overfladebehandlinger, man har benyttet i løbet af de sidste par århundreder (og bruges i dag) er: Fransk polish med shellak, polyurethanlak og nitrocelluloselak.

Fransk polish

Fransk polish er den klassiske metode til påføring af shellak på strengeinstrumenters overflade. På trods af udtrykket “fransk polish” bruges der ikke polermiddel i denne behandling, og der er generelt enighed om, at udtrykket måske har fået sit navn fra den omfattende gnidning, der er nødvendig for at påføre shellak med en glat og perfekt overflade som resultat.

Shellak var oprindeligt den mest almindelige lakform, der blev benyttet for at slutbehandle guitarer. Det blev populært i midten af 1700-tallet, da man begyndte at importere det fra Indien. Det blev kendt for sin fremragende glans og holdbarhed i forhold til den voks og olier man benyttede, og det kunne endda forbedre lydkvaliteten. Shellak er den forarbejdede form af harpiks udskilt af insekter, en luseart som lever i træer i Thailand og Indien. Der er forsket i fremstilling af kunstig lak med de samme kemiske egenskaber, men indtil videre er der ingen lak, der overstiger kvaliteterne af shellakharpiks.

Nogle mennesker er måske forbavset over, at harpiksen udskilles fra ekskrementer fra lus , men der er ikke grund til bekymring. Harpiksen er ganske uskadelig og bruges endda som belægning til konfekture, slik og æbler. laklus er sammen med silkeormen og honningbien de tre mest nyttige insekter for menneskeheden, og de lever i stort antal i Indien og Sydøstasien.

Der kræves håndelag og erfaring at anvende shellak korrekt, for at vide, hvor mange lag der skal gives, og for at vide, hvor lang tid det skal tørre før den videre proces. Men der er ingen tvivl om at det er den bedste lakering til akustiske guitarer i lydmæssigt forstand.

Fransk polering giver en meget flot finish, men finishen er ekstremt delikat og kan let blive beskadiget selv af en negl. På grund af den tidligere nævnte svagere vibrationsenergi fra nylonstrengede guitarer er den akustiske “gennemsigtighed” af fransk polish en særlig fordel for den klassiske guitar. Dette opvejer skrøbeligheden af overfladen og er for mange den største afvejning.

Selve shellakken er et fast stof i form af af ravgule flager, der opløses i ethanol (sprit) og gennemblødes i en klump bomuldsvat som omvikles af et stykke gazebind, så man får en lille kugle – en muneca, som benyttes til at påføre lakken på guitaren med håndkraft. Det første lag skal påføres for at udfylde de fine porer på træoverfladen. Yderligere lag påføres derefter for at tilføje tykkelse og glans til overfladen.

Fransk polering er uden tvivl den mest kostbare metode til efterbehandling af klassiske guitarer, dette skyldes arbejdets intensitet og det håndværk, der er nødvendigt for at udføre teknikken korrekt. Generelt kræves omkring 200 lag lak før et tilfredsstillende resultat opnås. Dette antal skal justeres, så det passer til træets beskaffenhed eller den sæson på året hvor arbejdes udføres. Hele guitaren skal behandles med shellak, tørres, slibes tilbage og behandles igen. Hele processen kan tage op til tre måneder. For hver ekstra belægning vil farven på shellakken blive mere ravfarvet, og guitaren får et mørkere sjælfult skær.

Et tykt laklag kan påvirke guitarens akustiske egenskaber negativt, så et tyndt laklag anbefales. Når man benytter shellak, skal tykkelsen være mellem 20 og 30 mikron. En moderne spraylak kræver 150 til 300 mikron for at opnå den samme finish, så shellak giver et meget tyndere laklag som slutresultat.

Nitrocelluloselak

Nitrocelluloselak påføres ved hjælp af sprøjtepistol, den er temmelig holdbar og efterlader et tyndt laklag, med gode akustiske egenskaber og god beskyttelse af træet, når den påføres korrekt. Da nitrocelluloselak er en sprøjtet overflade, skal der anvendes specifikke teknikker: de nødvendige laklag skal påføres i et lukket miljø med rigtig temperatur og luftfugtighed, så der ikke indføres støv eller urenheder, og sprøjteteknikken skal være præcis og ensartet for at give et tilfredsstillende resultat. Nitrocelluloselak påføres i lag, med let slibning mellem lagene for en ensartet og tynd slutfinish. I en verden hvor tidens tand, eller patinering af instrumenter er attraktivt for mange, tilfører nitrocelluloselak et ikke uvæsentligt element: Da lakken kryber let efter nogle få år, så ældes lakken på den smukkest tænkelig måde, når den krakelerer og gulner med tiden, som tilføjer en autentisk historisk karakter til instrumentet. Nitrocelluloselak eller bare “nitrolak” er blevet brugt flittigt på guitarer siden 1950’er og 1960’erne på grund af lakkens ekstraordinære karakter.

Nitrocelluloselak blev tidligere benyttet i rigt omfang, fordi dén dengang var det eneste tilgængelige laktype som kunne påsprøjtes tidseffektivt, og blev brugt til både akustiske instrumenter og elektriske guitarer. Nitrocelluloselak har mange ønskelige tekniske kvaliteter: Den er tynd, reparerbar, fleksibel og hæmmer træets vibrationer i meget begrænset omfang. For et rent akustisk instrument er dette yderst ønskelige kvaliteter. Denne laktype er også arbejdskrævende at påføre, langsom, meget brandfarlig og giftig. Den består delvis af flygtige organiske forbindelser og er underlagt miljøbegrænsninger. Særlige tilladelser er nødvendige for at have en sprøjtekabine, der benytter nitrocelluloselak, hvilket øger omkostningerne ved laktypen.

Med hensyn til dets indhold er nitrocelluloselak næsten altid opløsningsmiddelbaseret og består af plantebaserede stoffer fra bomuld, blandet salpetersyre og svovlsyre. Nitrocelluloseelementet fungerer som et bindemiddel, som derefter blandes med opløsningsmiddel for at muliggøre en påføring med konventionel sprøjte- pistol eller dåse. Det anvendte opløsningsmiddel er acetone, der i sidste ende fordamper og der dannes den skinnende lakoverflade.

Polyurethan

Polyuretan er en moderne sprøjte lak, der er den mest brugte finish i dag. Polyurethan er egentlig ikke en type lak, men snarere en ingrediens, der efter tilstrækkelig tørring danner en plastharpiks på træets overflade.

Akustisk er denne laktype underlegen i forhold til den ovennævnte franske polish eller nitrocelluloselak i en akustisk sammenligning. Polyurethan har dog også sine positive sider, den er ret let at påføre og til en brøkdel af omkostningerne ved de andre typer finish. Den kan påføres på relativt kort tid og har ikke en tendens til at revne eller forvitre med tiden. Der er to hovedtyper af polyuretanlak. Olie- og vandbaseret, men indenfor guitarbyggeriet er det den vandbaseret som har vundet allerstørst indflydelse.

Det endelige laklag på en polyurethan-finish er, er tyk og ufleksibel og tillader ikke instrumentets træflader at vibrere og resonere så godt som ved de andre typer lak. Men ud fra et synspunkt om fremstillingseffektivitet og omkostninger, er de moderne polyuretan-finish langt den mest dominerende metode.

Hvilken type vælger man så?

Selvom nitrocelluloselak kan give en guitar en luftigere lyd, gør dens blødere tekstur den modtagelig for kosmetiske skader. Det betyder, at skrammer og ridser er mere synlige på guitarer med nitro-finish og meget lettere at påføre. En nitrocelluloselak slides også over tid og forårsager synligt slid i områder, hvor du regelmæssigt kommer i kontakt med din guitar; såsom den stedet, hvor din underarm hviler. Nitrocellulose gulner også med tiden, især når den udsættes for overdreven sollys.

Polyurethan og polyester guitarfinish betragtes som branchestandarden; den moderne norm, hvis du vil. I masseguitarproduktion erstattede polyurethan stort set nitrocelluloselakker fra slutningen af 60’erne og fremefter. Dette havde ikke kun at gøre med de fysiske problemer, der fulgte med nitrolakkerne, men derimod de miljøskader, en flygtig organisk forbindelse som nitrocellulose kunne forårsage. I det 21. århundrede er brugen af nitrocellulose derfor nøje reguleret og overvåget.

Polyurethan betragtes som sikrere at bruge og udgør ikke så stor en trussel mod miljøet. Da polyester og polyurethan er baseret på syntetisk harpiks, efterlades der ingen opløsningsmidler efter deres lakkenspåføring på en overflade der hærder fuldstændigt. Det betyder, at kun få lag polyester eller polyurethan er nødvendige i modsætning til nitrocelluloselakken, der kræver mange. En Polyurethan finish er tilmed stærkere end nitrocellulose, og med en blankere overflade. Den forbliver skinnende selv efter årtiers brug og falmer ikke i de områder, som du ofte komme i berøring med. Dens styrke gør den mere modstandsdygtige over for revner, da den dækker instrumentet mere komplet, hvilket reducerer chancen for træets udvidelse/sammentrækning. Men på grund af dette kan man påstå – i teoretisk forstand – at guitarer med den type lak kan lyde noget “kastreret”, mindre resonant og med reduceret sustain.

Man kan sige, at lakdebatten ofte er splittet i to halvdele; dem der favoriserer old-school nitrocelluloselakker, og dem, der er tilfredse med moderne polyester og polyurethan-finish. Traditionister finder den første mere tiltalende, da nitrocellulose næsten udelukkende blev brugt på vintage instrumenter fra den gyldne æra af guitarproduktionen. Men der er mange guitarister, der foretrækker polyurethan-finish, på grund af den højere slidstyrke og blankere udseende.

Selvom nitrocelluloselak er mere synonym med finere instrumenter, betyder det ikke, at lakering med polyurethan skriger “billigt”. Polyuretan bruges på mange instrumenter, både overkommelige i pris og dyre, lige fra begynderguitarer til førsteklasses håndlavede instrumenter.