Pat Metheny, ES-175 og tandbørsten

Om det var i et pressefoto fra en koncert eller et foto fra et interview jeg så tandbørsten første gang, husker jeg ikke, men da jeg fik øje på den, har den siden været et af mine yndlingsmysterier. Hvad i alverden lavede den udtjente tandbørste i træ på Pat Methenys guitar?

Metheny har fortalt, at hans berømte ES-175 IKKE var hans første guitar, som det ellers har været rygtet i flere artikler. Sandheden var, at da han var 11 år, var hans julegave fra forældrene deres tilladelse til at bruge hans egne penge til at købe en guitar (Den gaveløsning skulle man lige forsøge sig med overfor nutidens børn). De kiggede efter en guitar i musikforretningerne i Kansas City, og for 75 dollars var der en ES-140 i 3/4 størrelse til salg. Hans far var bilforhandler og talte sælgeren i forretningen målrettet ned til 60 dollars. Det blev Pats første guitar. Et mærkeligt valg har han senere bemærket, men forklarede, at han ikke havde meget forstand på guitarer. Men han vidste, at Gibson var de gode, og prisen på 60 dollars afgjorde at dette blev hans første guitarhandel.

I en kortere tid medvirkede han i et rockband kaldet Beat Bombs og spillede numre som “Hang On Sloopy” og “Little Latin Lupe Lu”, men så en dag bragte hans bror Mike Metheny – og som var startet på karriere som trompetist – Miles Davis-pladen “Four And More” med sig hjem. Det blev en skelsættende oplevelse og det var som om nogen slog den unge Pat i panden med en baseballbat, som Metheny selv senere har beskrevet det. Derefter var der ingen vej tilbage til pop- og rockmusikken.

Det blev en kort fornøjelse med den lille Gibson ES-140. På en rejse med familien til Wisconsin for at besøge bedsteforældrene, tjekkede den unge Metheny sin guitar ind som bagage i flyet. Da han ved ankomst fik guitaren udlevet i bagageudleveringen, åbnede han kassen for at se til sin elskede guitar. Det var et hjerteskærende øjeblik for ham, for guitaren lå i mange dele, smadret efter voldsom håndtering i transporten. Ozark Airlines spurgte: “Hvor meget er den guitar værd?” Og hans far, som jo vidste at den havde kostet 60 dollars, svarede: “Den er mindst 100 dollars værd.” Sagen endte med at flyselskabet gav Metheny 100 dollars i erstatning, og med dem i lommen gik han i en musikbutik og købte en Fender Mustang. Han havde ingen idé om hvorfor han tog den beslutning og den fungerede, efter hans eget udsagn, overhovedet heller ikke for ham.

På den tid havde Metheny fået færten af Wes Montgomery, som om nogen fik sat Gibson L5 og ES modellerne på det musikalske landkort og han forklarede til sin far, at han havde brug for en guitar, der lignede den første (ES-140). Han lavede en aftale med faderen, hvor han kunne få en anden guitar, hvis han kunne tjene pengene selv og samtidig sælge sin Mustang. Han fandt hurtigt nogen som ville købe hans Mustang, og faderen fandt en ES-175 til salg. Sælger ville have 120 dollars, men faderen, som tydeligvis ikke kunne dy sig for at krejle på sønnens vegne, talte ham ned til 100 dollars. 

Nu var den 13 årige Pat Metheny blevet ejer af en Gibson ES-175 blonde fra 1958. Det blev den definitive guitar for Metheny og dannede den standard han siden har vurderet alle guitarer efter, har han fortalt. ES-175 havde allerede siden slutningen 1940’erne dannet en fantastisk tradition for hovedsagligt jazzguitarister, som fik en solid, trofast og vellydende guitar til at tage med på landevejen. Og Metheny skrev sig med tiden ind i guitarmodellens historie på fineste vis.

Oprindeligt havde Methenys guitar kun én pickup, den forreste som sad tæt på halsen og viderebragte en varm og fyldig klang fra strengene. At der var tale om denne modelvariant gjorde den mere sjælden, den almindelige var 175D-modellen som havde to pickupper. Da han jo bare var en ganske ung mand må han have tænkt, at virkelig gode guitarer burde have to pickupper. Så han tog den med til skolens sløjdklasse og skar endnu et hul med stiksav og bestilte en Humbucker-pickup fra Gibson. Hurtigt fandt han dog ud af, at den bagerste alligevel ikke lød godt, og han indså oven i købet, at ingen af de guitarister, han kunne lide, brugte lyden fra denne pickup. Så beslutningen blev at fjerne den igen. 

Der måtte der et stykke sort tape til at dække over hullet, som han savede i sløjdlokalet. Det var nødvendigt med lidt hjælp fra en professionel til at rette op på andre skader Metheny havde fået tilført guitaren, men den blev brugbar igen. Ser man nøje efter på billeder af guitaren bemærker man, at pickupvælgeren fik han placeret forkert. Han satte den forneden, i stedet for oppe over hvor halsen sidder fast på kroppen, som alle ES-175 med to pickupper havde det. Indtil historen om Methenys hjemmesløjd kom frem, var hullet til pickupvælgerens placering et mindre mysterie for mange.

Methenys ES-175 har hvid kantbinding på hovedet og dette var ikke standard fra Gibson på nogen måder og må have været tilføjet inden Metheny købte guitaren, måske der var tale om en tidlig Custommodel. Det kunne også forklare det lille TrussRod cover som bærer inskriptionen Custom. Jeg har aldrig fået en præcis og troværdig forklaring på kantbindingen, men de nyere Grover stemmeskruer blev monteret af en guitartekniker på en tour engang.

Først i 2013 og omkring 10 år efter at guitaren blev pensioneret, fik Metheny en guitarbygger i Boston til at ordne guitaren ordentligt. Den sorte gaffatape magtede ikke længere at holde sammen på de revner der var opstået omkring de gamle skader fra den brutale udskæring. Revnerne blev stadig større og udgjorde en reel trussel for guitaren. Reparationen som blev lavet uden at guitaren ændrede udseende og fik samtidigt også guitaren til at lyde bedre sagde en lidt overasket Metheny.

I 1995 lavede Metheny en sponsoraftale med Ibanez, fordi den daglige vedligeholdelse af hans ES-175 blev for overvældende. Han var konstant nødt til at få lavet ting på guitaren – hæve broen, justere halsen osv. En del af det skyldtes at han aldrig tidligere havde haft den til service, nogensinde i perioden fra han købte den og indtil aftalen med Ibanez kom i hus. Den fik aldrig nye bånd og den forblev nøjagtigt som den var. Utroligt, når man tænker på alle de tusindevis af jobs den måtte lægge hals til. Og den lød fantastisk fortalte han; “Visse toner lyder virkelig godt på den guitar”. En af grundene til, at han aldrig ville skifte båndene på den.

I begyndelsen af 1990’erne forsøgte Metheny at “finde” en anden ES-175, af samme årgang som hans egen, for på det tidspunkt var den begyndt at falde fra hinanden på grund af de mange års intensive brug. Der var to forsøg: en blond (den på billedet herunder), der var identisk med hans egen, og som man kan se, så fik han fjernet pickup-kontakten, potmetre og den bagerste pickup. Og der blev lagt en hvid kantbinding på hovedet. Den anden ES-175 han fandt var sunburst lakeret, også fra 1958. Jeg har set et engelsk magasin hvor der var billeder af Metheny med denne sunburst. Tilsyneladende kom han ikke til at synes rigtigt om nogen af dem, for han foretrak til sidst at bruge Ibanez-prototypen, dén som senere kom på markedet som Ibanez PM-200.

Med hvad med tandbørsten på den gamle ES-175? Svaret er enkelt; remknoppen knækkede en aften på tour i slutningen af 1970’erne og i mangel af bedre løsninger, blev den nu legendariske tandbørste fundet frem og brugt som en hurtig løsning så guitaren kunne bruges med skulderrem. En lille ekstra bonus kom i form af at, tandbørsten tilmed var perfekt til at holde signalkablet på plads. Som Metheny har forklaret, så kom guitaren aldrig nogensinde til service og quickfixet med den lille tandbørste fik lov at forblive til den dag i dag, hvor guitaren nyder sit otium i hjemmet.

Metheny har ved flere lejligheder fortalt, at han ikke er specielt forfængelig og ikke synderligt interesseret i image og udseende. Han er derimod opsat på at mange ting forbliver uændret og passer til hans faste rutiner. Derfor er strithåret, gummiskoene og de stribede trøjer nok et udtryk for tilbagevendende rutiner af næsten autistisk karakter og mon ikke tandbørsten blev en del heraf?

Få enkeltstående guitarer er blevet ikoniske for mig. Paco De Lucias Hermanos Conde er én af dem. David Gilmores sorte Fender Stratocaster en anden, men over dem alle er Pat Methenys blonde ES-175. Det er suverænt den guitar jeg har lyttet mest til og den har også spillet i omegen af 6000 – 7000 livekoncerter.