framus_western-04

Denne Framus led af typiske aldersproblemer som ses på akustiske guitarer: en løsrevet bro, en slagplade, som med tiden har antaget en form som en frugtskål og revner i dæk og sider. Sidstnævnte i dette tilfælde, grundet slagskader og ikke som typisk udtørring.

Lokationen for placering af bro, var ikke helt afrenset for lak, hvilket var en helt normal fremgangsmåde tidligere, men hjælper ikke på holdbarheden af limningen. Trælim binder bedst på træ, så den gamle lak og limrester blev fjernet inden tilpasning og pålimning af broen.

Efter flere eksperimenter har jeg efterhånden udviklet en fin metode til at rette gamle slagplader ud, så de atter kan pryde deres respektive guitarer. Det gøres med varme, men man skal være yderst forsigtig, da mange er fremstillet i celluloid og dette materiale er meget villig til at antænde i vilde flammer.
Jeg lægger de udrettede slagplader på igen med meget tynd selvklæbende tape, da det for mig virker mest nænsomt, modsat lim og tjener yderligere som bufferlag når og hvis slagpladen skrumper – hvilket de gør. Så undgås det, at der trækkes i træet med revner til følge.

Ejeren af denne guitar ville gerne have genskabt lidt af den originale finish, som med tiden har fået mange dybe krakeleringer, som er helt karakteristiske ved overflader behandlet med nitrocelluloselak. De fleste ynder denne patinering, men i dette tilfælde var det meget kraftige krakeleringer. Man kan få den gamle lak til at flyde lidt sammen ved at påsprøjte flere meget tynde lag ny celluloselak. Den nye lak opløser den gamle og overfladerne løber lidt sammen. Ikke helt heldigvis, så foryngelsen er kun begrænset. I dette tilfælde lykkes det fint: guitaren har stadig masser af patina.

Framus Western Guitar - 1976

Framus er en tysk musikinstrumentproducent med en rig historie, der begyndte i 1946. Virksomheden blev grundlagt af Fred Wilfer og blev hurtigt anerkendt for sine håndbyggede guitarer og basser af høj kvalitet.

Byen Schönbach i Tyskland var et arnested for violin- og andre strengeinstrumentbyggere i generationer. Det er her Fred Wilfer blev født i 1917.

Efter Anden Verdenskrig skulle denne del af Tyskland kontrolleres af Rusland, så Wilfer lavede en plan med bayerske embedsmænd om at flytte produktionen og håndværkerne fra Schönbach og starte et produktionsanlæg i Erlangen, Bayern.

Oprindeligt var Framus’ faste indtægter baseret på fremstilling af violiner. Men da vestlige instrumenterfabrikker voksede i popularitet i slutningen af 1940’erne, og swing-, rock- og bluesmusikken tog fart, styrede Wilfer sit firma imod produktion af akustiske og elektriske guitarer.

Framus-instrumenterne blev populære i 1950’erne og 1960’erne og blev brugt af mange berømte musikere. Virksomheden oplevede forskellige ændringer og ejerskaber gennem årene, men genopstod i det 21. århundrede som et værdsat mærke for musikinstrumenter med en fortsat målsætning om kvalitet og innovation.

Andre projekter

Del gerne dette indlæg på Facebook