Levin WR 34 Ragtime - 1974
Levin producerede i perioden 1973-1979 model WR34 som også gik under navnet Ragtime-modellen og som man med rette kan kalde en hybrid.
Levins Ragtimeguitar var kendetegnet ved, at den havde en lille krop og et bredt gribebrædt – som på en spansk guitar- men med let buet profil og med stålstrenge som en western guitar.
Modellen udviklede sig gennem alle produktionsår og 1974 modellen havde dæk i gran med X-afstivning, bagside og sider i flammet ahorn. Halsen var i mahogni, hvori der var indlagt en ikke-justerbar T-formet truss rod i aluminium. Gribebræt af palisander med smukke perlemors diamantindlæg.
Palisanderbro med individuelt højdejusterbare brosadler i plast. Disse blev fjernet på 1975- modellen.
Hovedet som var med spanske slidser var monteret med forniklede stemmeskruer i ret god kvalitet.
Denne Levin kom på værkstedet i en stand som bar præg af at være urørt i mange år, men havde tidligere gjort flittig tjeneste i hænderne på en musiker.
Den har nu fået limet et par afstivninger, renoveret stemmeskruer, skiftet bånd og renset gammel lak og til slut en meget nænsom og let polering, så den mest ligner det den er: et velbevaret gammelt instrument med masser af spilleglæde, fremfor en helt nylakeret guitar med en lidt fortabt sjæl.
Herman Carlson Levin begyndte i året 1900 at bygge guitarer og mandoliner i Göteborg efter at have været nogle år i New York. Han var talentfuld når det kom til arbejde med træ, og allerede året efter havde han og et par ansatte produceret 473 instrumenter. Designet og kvaliteten var god, og instrumenterne fandt gunst på de lokale markedspladser. Levin-omdømmet spredte sig, og efterspørgslen fulgte efter. Levin udviste en god forretningssans, da han udviklede et voksende distributionsnetværk og gode forhandlerforhold. Det hjalp også at Levin modtog en række priser for både design og kvalitet.
1950’erne kom der forandringer i musikstilen og musikerne fik andre instrumentpræferencer. Mange liv var gået tabt under krigen, at Levin var nødt til at fokusere på den nye generation (det europæiske babyboom), der dukkede op i begyndelsen af 1950’erne. Man lancerede en linje af billige guitarer beregnet til skoler og unge guitarspillere. Guitarerne var beregnet til at opfylde behovet for en lavere pris. De var af ringere kvalitet end resten af Levin-linjen, men blev betragtet som en investering i fremtidige musikere – som i sidste ende ville have bedre Levin-instrumenter. Virksomheden fejrede sit 50 års jubilæum i 1950 med 130 ansatte.
I 1973, købte amerikanske Martin Guitars Levin og de gjorde Levin til hovedkvarteret for europæiske Martin Guitars og deres asiatiske importmærke: Sigma Guitars. De begyndte også at producere en serie af omkring 200 stk. Martin D-18 akustiske guitarer, som blev mærket “LD-18 – Made In Gothenburg, Sweden”.
I 1981 blev den sidste guitar bygget i Gøteborg-anlægget og ved lukningen havde man produceret over 500.000 instrumenter mellem 1900 og 1978 under Levin-navnet.
I 1981 blev de resterende dele og inventar samt Levin-mærket købt af Svensk Musik AB. De er begyndt at producere Levin klassiske guitarer på en fabrik ejet af den tidligere guitarhalsleverandør Hans Persson. Hans søn Lennart producerer stadig guitarer til “Svenska Levin AB” i sin fars værksted uden for Mariestad Sverige.