I året 1966 havde guitarverdenen ingen anelse om, hvem Charlie Kaman var. I industriens verden var han en succesrig helikopterproducent. Så det lå derfor ikke i kortene, at han ville blive en del af guitarproduktionens historie.

Man anede heller ikke, at historien om Ovation Guitars ville blive en del af musikhistorien.

I 1965 ønskede han at udbygge udvalget af produkter i sin virksomhed og besluttede sig endelig for guitarer, især da han havde elsket at spille guitar i mange år. Sådan i grove træk blev det den ydmyge begyndelse for Ovation Guitars.

Den første guitar, som Kaman producerede, var Ovation Balladeer, som blev opkaldt efter en lokal folkemusikgruppe, som havde fået et stående bifald.

Guitaren var meget anderledes end nogen anden guitar. Den havde en bagside lavet af en skålformet glasfiberkonstruktion. Selvom det uden tvivl var den mest robuste guitarkonstruktion verden indtil nu havde set, så modtog Ovation ikke kun roser, en hel del løftede øjenbryn og undren over brud med traditionerne var også hyppig.

Blues-sangeren Josh White var den første musiker, der officielt gjorde reklame for guitaren. Han elskede prototypen af Ovation, og hvordan dens afrundede og syntetiske bagside havde en fyldig klang. Han arbejdede meget tæt sammen med Charlie Kaman for at udvikle modellen.

Med Balladeer- modellen og de senere Josh White signaturmodeller blev Ovation langsomt mere kendt indenfor guitarverdenen. I 1967 blev Model #5, en 12-strenget Ovation, introduceret. Med disse tre guitarer havde Kaman en produktlinje at sende ud til instrumentbutikkerne.

Selvom de var gode og nyskabende guitarer, købte detailhandlerne ikke mange af dem, fordi de ikke vidste, hvad de skulle tænke om Ovations guitarer. Til at starte med var forhandlerne meget træge til at lagerfører Ovations, men det ændrede sig da superstjernen og studiemusikeren Glen Cambell faldt for en Ovation i 1968. Fabrikken konstruerede hurtigt en Cambell signaturmodel som faldt godt sammen med Cambells utallige TV-optrædende med kæmpehittet “Wichita Lineman”. 

Glen Campbell havde brug for mobilitet på scenen, men han ville også have en akustisk guitar. Charlie Kaman og hans ingeniører arbejdede hårdt for at skabe en guitar, der var den allerførste akustiske elektriske prototype før det ikoniske Cambell live-show “The Glen Campbell Goodtime Hour” gik ud i luften i 1972.

Herefter fik Ovation en plads i arsenalet hos alle musikere, som havde behov for en elektrisk akustisk guitar til livebrug. Det er svært at nævne en arbejdsom guitarist, som op gennem 1970’erne IKKE er set på et tidspunkt med en Ovation på scenen.

Helt frem til 80’erne, var det fast rutine at se akustisk-elektriske Takamine og Ovation guitarer dele scenen med elektriske guitarer, basser og trommer i mange af de førende countryrock- og rock-bands. I samme periode var det sådan, at hvis du ejede en Martin, Guild, Gibson, Taylor eller Fender akustisk guitar, blev du henvist til at stå stille som en statue bag et mikrofonstativ og kæmpe for at blive hørt. Selvom dette setup var fint for et akustisk-bluegrass-band eller for en solist i et kaffebar, var det bare ikke nok til at spille sammen med elektriske instrumenter og trommer på større spillesteder. Som følge heraf mistede gamle berømte mærker salg til Ovations elektriske akustiske guitarer og mange begyndte at forstå, at de virkelig havde brug for at hoppe med på vognen.

Det fik med tiden de andre mærker til at udvikle deres egne versioner af pickupsystemer, endda til sidst nogle mere vellykkede end Ovations system. Med tiden svandt Ovations position og fik en plads hos nogle få loyale musikere. I dag ser man dem sjældent og generelt nyder de, lidt sørgeligt, ikke stor popularitet.