I værkstedet har jeg haft en mesterbygget klassisk Ramirez fra 1971 til reparation. Tiden har været hård ved det fornemme instrument. 12 revner skulle repareres og et par løse afstivninger limes på plads. Lakken bar præg af flere tidligere reparationer og som har fået flere forskellige laktyper i tidens løb. Dem har jeg fjernet og jeg har forsøgt at bevare guitarens pragtfulde patina, samtidig med at få klang og udseende tilbage som den fortjener.

 

I dag betragtes Ramírez som den ældste af de spanske guitarbyggere.

I øjeblikket administrerer 5. generation af Ramírez-dynastiet, Cristina og José Enrique firmaet under tilsyn af José Ramírezs tipoldebarn Amalia.

 

Engang mellem årene 1880 og 1882 afsluttede José Ramírez sin læretid og kunne begynde sit virke som instrumentbygger. Han oprettede sit lille værksted i Rastro-området i Madrid, som er der dén dag i dag. Konstant flokkedes flamenco-guitarister på jagt efter en løsning på den dårlige lydstyrke på de instrumenter, der var tilgængelige på den tid. Datidens guitarer havde det svært på de støjende flamencosteder og barer i byen, hvor “bailaores” dansede for at ledsage musikken.

 

Ramírez tænkte meget over problemet, og efter nogle forsøg og en lang række fejl, opfandt han sin berømte ‘Tablao’ guitar, opkaldt efter scenen, hvor flamencomusikere og dansere optrådte. Tablao var en stor guitar med en kropsbredde på 28 cm og 38 cm, men med en sidedybde på kun 8-8,5 cm, og det løste problemet ved at producere en langt mere kraftfuld lyd.

 

Med tiden blev José Ramírez kendt som en af de absolut mest fremragende guitarbyggere i det 19. århundrede, faktisk den næststørste sammenlignet med legendariske Antonio Torres, der krediteres for at opfinde den moderne klassiske- og flamencoguitar. Ramírez uddannede mange af sine egne lærlinge, og på grund af dette, blev hans værksted en hjørnesten i Madrids skole for guitarbyggere.