Den 15. September 1980 døde den amerikanske pianist Bill Evans. Samme måned lagde musikerne Lyle Mays og Pat Metheny sidste hånd på mesterværket “As Falls Wichita, So Falls Wichita Falls”. Albummet bestod hovedsageligt af duomusik for klaver og guitar. Da begge var meget inspireret af Evans skrev de sammen hymnen: September Fifteenth og indspillede den næsten otte minutter lange komposition på albummet.

September Fifteenth er noget af det smukkeste musik i moderne tid, og det var ikke uden dyb respekt og ærefrygt, at pianisten Jesper René og jeg, med min trofaste Alhambra-guitar, spillede vores fortolkning af nummeret live på Nørrebro i København, en sen septemberaften.

Lyle Mays skrev åbningsmelodien allerede i 1977 inspireret af Ravel og Debussys musik, men den blev aldrig fremført live eller indspillet tidligere. Den midterste sektion er en vals, som Metheny oprindeligt skrev et par år tidligere til bandet Oregon, men heller ikke det blev indspillet og udgivet. Afslutningen på stykket er en uplanlagt improvisation, hvor de to musikere fortsatte med at spille, efter at den skrevne musik slap op, og båndet blev ved med at rulle…

Bill Evans, som med inspiration fra europæisk romantik og impressionisme blev en af de vigtigste skikkelser i udviklingen af jazzklaveret fra begyndelsen af 1960’erne. Bill Evans tolkede især temaer fra amerikansk populærmusik og udviklede en avanceret rytmisk frigjorthed og en harmoniseringskunst, som gjorde ham let genkendelig som solist.