Thomas Holt har bygget en række meget vellydende guitarer med flot håndværk og sans for fine detaljer. Hans værksted i Granada, i det sydlige Spanien, var i en lang årrække stedet hvor disse dejlige instrumenter blev fremstillet. Træsorterne var typisk indisk eller honduras-palisander med dæk af enten gran eller cedertræ – helt i tråd med traditionen omkring den ægte spanske guitar.
Denne guitar kom til værkstedet efter at have pådraget sig en revne omkring kulisserne til stemmeskruerne. Ikke nogen kompliceret reparation, men den efterfølgende finish er lidt tidskrævende, da den originale shellak skal genopbygges omkring skaden.