Guitare Manouche

Selmer-Maccaferri var den første guitar med cut-away og stålforstærket hals. Skønt instrumentet blev tæt forbundet med guitarlegenden Django Reinhardt – og sigøjnerjazzen generelt – var den oprindeligt tiltænkt den klassiske guitarist.

I modsætning til finere stålstrengede eller klassiske guitarer med bagstykker og sider i massivt træ, havde langt de fleste af Manouche-modellerne fra Selmer-Maccaferri lamineret træ af indisk palisander – af lydmæssige grunde og ikke fordi dette var omkostningsbesparende. Brugen af laminat var designet til at forstærke dækkets vibrationer. En let buet dækplade og lamineret bagside og sidestykker får lyden til at reflektere udad så meget som muligt, så guitarens respons blev ret øjeblikkelig.

SELMER MACCAFERRI D-hul #103 fra 1932

Maccaferri arbejdede kun med Selmer i 18 måneder. Efter at han forlod sit arbejde, gennemgik man hans oprindelige design med forskellige ændringer som resultat. Blandt andet introduktionen af et mindre ovalt lydhul (“petite bouche” eller “lille mund”) og et længere gribebræt med en skalalængde på 670 mm. (26,38“). Store ændringer, men alligevel er Maccaferris navn evigt forbundet med instrumentet, hvis definerende lyd er karakteristisk for Gypsy jazz.

Maccaferri-modellen med det store D-formede lydhul blev oprindeligt designet til at rumme Mario Maccaferris patenterede lydresonator. En snedig akustisk forstærker som virkede ved at producere kraftigere lyd i bestemte frekvensområder og føre dem ud af guitarens lydhul. Enkelt fortalt var det en kasse inden i guitaren som med dens formgivning og konstruktion kunne hjælpe guitaren med at lave højere lydtryk.

Den berygtede resonator. Om den  skal det retfærdighedsvis siges, at når den fungerede efter hensigten, gav den guitaren en bedre klang og til dels også en en kraftigere lydvolumen.

I mange tilfælde ser det ud til, at guitaren fungerede bedre for musikerne uden resonator, da kun ganske få originale Selmers stadig har dem monteret og bevaret. Man mener, at dette skyldes en produktionsfejl, der fik dem til at løsne sig og skabte rasle- og brummelyde, hvilket fremprovokerede deres hurtige og noget brutale fjernelse. 

Den tidlige 1932-33 D-huls guitar havde 12 bånd (til der hvor halsen møder kroppen) og med bånd sat i en 648 mm (25,5 “) skala, der minder meget om nutidens Martin / Gibson / Fender-skalaer og med et gribebræt med en bredde som vi kender fra den klassiske guitar. Halsen på de tidlige Selmers var generelt tykke, set med nutidens øjne. Oftest havde de guitarer med kroppe lavet i ahorn også en hals fremstillet i ahorn, men mest almindeligt var halse lavet i valnød. Selve gribebrættet blev stort set altid fremstillet i ibenholt.

Selmer 1949 med Ovalt lydhul

De senere Selmer-modeller med det lille lodrette ovale lydhul var aldrig tiltænkt en resonator; faktisk var det et endeligt opgør med tanken. Omkring slutningen af 1933, efter en håndfuld overgangsmodeller, blev det tilbudt med den længere skala på 670 mm (26,4 “).  Det gav en større frihed og flere muligheder for solister med de flere tilgængelige bånd. Da det blev muligt, var dette modellen, som Django Reinhardt i virkeligheden spillede. Næsten alle Selmers, der efterfølgende blev produceret var af denne model. Det er blandt dem man kan finde et par meget sene i produktionen med solide palisanderhalse og et par sjældne bygget alene i mahogni og ultrasjældne i fugleøje-ahorn med matchende ahornhals. Selmers dæk var altid massiv fransk/europæisk gran.

Django Reinhardt 1910-1953

Med hensyn til lyden adskiller de to hovedmodeller sig mere for den udøvende musiker end for lytteren. På grund af hvordan lydhullet påvirker den måde, lyden kommer ud fra guitarens krop, hører den udøvende måske mere præcist, hvordan D-hulsmodellen lyder for andre. I modsætning hertil synes den ovale hulmodel med sit lille lydhul at projicere mere retningsbestemt. Det er en generel opfattelse, at den længere skala på modellen med ovalt hul tillader, at den også kan spilles hårdere. En ikke ubetydelig del af Manouce-spillestilen og lyden.

Langt det vigtigste element i en guitars lyd – foruden udøverens teknik – er dækket. Alle Selmer-modeller havde som nævnt dæk i franske/europæisk gran. Kroppens sidestykke og bagside, også kaldet “Tonewoods”, farver bestemt lyden, men disse tonale forskelle er igen mere tydelige for udøveren end for lytteren.

For de fleste musikere, der er fortrolige med lydforskellen mellem en normal amerikansk “fladtop” og en normal amerikansk “archtop”,  så definerer Manouche-guitarer et tredje punkt i en trekant – så forskellig fra de to andre, som de er fra hinanden. Første indtryk er generelt, at en Manouche lyder tre gange højere, men det skal bemærkes, at spillestilen for disse guitarer er fundamentalt anderledes – især med den ovale hulmodel – end hvad der normalt bruges til at spille på mere konventionelle fladtop- og archtop-instrumenter. Eksempelvis bruges meget tykke plekta og selve anslaget gøres ikke med håndleddet, men med hele underarmen. Når anslagshåndens optimale område på strengene er fundet, kommer instrumentets fulde dynamiske formåen frem.

Disse guitarer spilles traditionelt med “Argentine” strenge i størrelsen .010 eller .011, en ret let, speciel streng af forsølvet kobber viklet over en stålkerne – fremstillet i Frankrig. Navnet har ingenting med landet Argentina at gøre, men kommer derimod af det franske ord “argent” for metallet sølv. De spilles også ofte med temmelig høj strengehøjde for klarere toner og bedre vibrato. Amerikanske silke- og stål- og bronzestrenge fungerer ikke, mens almindelige stålstrenge til elguitarer kun er et lettere tåleligt midlertidigt alternativ. Argentinerne og de andre gode strenge af denne type indeholder ingen “silke” eller fiberdæmpende komponenter. Og det er vigtig for den autentiske Manouche lyd.

Selmer ophørte med guitarbygning i 1951, men andre forstsatte med produktion af Manouche-guitarer. Mange i området omkring Mirecourt i det nordøstlige Frankrig, hvor man siden 1700-tallet lavede violiner og fik opbygget håndværkstraditioner til andre typer strengeinstrumenter. Navne som Busato, Di Mauro, Jacobacci, Favino, Anasatasio, the Gérôme Brothers, Olivieri, Rossi, Bucolo, Patenotte, Siro Burgassi fortsatte den tradition som Selmer begyndte. De fleste opgav i 1960’erne. 

Familien Gerome byggede instrumenter i Mirecourt, det gamle centrum for fransk Lutherie, i over et århundrede og endte i 1967. Først kendt for deres napolitanske mandoliner, men voksede til både at lave  spanske- og Manouche-guitarer. I løbet af årtierne fik Gerome-instrumenterne ry for deres fremragende kvalitet, store tone og æstetiske skønhed.

Idag fås håndbyggede Manouche-guitarer af høj kvalitet fra franske luthiers som Favino og Maurice Dupont. Også i Holland og Spanien bygges der guitarer efter Maccaferris designprincipper. I de senere år fås prisbillige fabriksinstrumenter fra Asien under navne som Gitane og Dell’Arte.

Det er mest almindeligt, at de de nyere Manouche-guitarer afviger fra det originale design med udeladelse af den interne resonator som i de første Selmers – hvilket for længst er bevist som en god idé. Tilmed ses nu altid bygning af D-hulsmodeller med halsen samlet med kroppen ved 14. bånd, modsat den originale samling ved 12. bånd samt, at der ofte påsættes en slagplade nedenfor strengene. Oftest ses i dag brug af massivt (ikke-lamineret) træ, hvilket må fastslås som en temmelig stor afvigelse fra den originale idé.

Som stilart har Gipsy Jazz – og i særdeleshed Django Reinhardt – oplevet en fremgang over det meste af verdenen og det har betydet en forøget interesse for Manouche-guitarer. Stadig er det en niche, men Selmer-guitarer koster nemt over hundrede af tusinde kroner og det har også trukket værdien af andre gamle Manouche-guitarer i vejret. Selv om det hele bare begyndte med at fattige musikere skulle udrustes med duelige instrumenter, er det atter engang endt med at udbud og efterspørgsel har sendt markedet for de gamle guitarer et sted hen hvor almindelige musikere ikke har råd til at anskaffe sig dem. Heldigvis laves der stadig Manouche-guitarer i forskellige kvaliteter, og i flere prislag, så dem der har interesse kan få muligheden for selv at spille på en autentisk lydende Manouche-guitar.