Guitarmageri i takt med Zen og naturen

I den spanske guitarverden er det forlængst etableret, at Antonio de Torres, Manuel Ramirez, Santos Hernandez, Jose Ramirez III, Ignacio Fleta og Miguel Rodriguez er de bedste guitarbyggere. I Frankrig er det Robert Bouchet, Daniel Friedrich, Dominique Field. USA ville omfatte Robert Ruck, Eric Sahlin, Thomas Humphrey, Eugene Clark, Aaron Green og helt sikkert nogle andre. Alle disse er eksempler, ikke en endelig liste over de store mesterbyggere. I Japan har man også et hierarki (kunne lyde som et japansk ord, men er faktisk græsk) over de største konstruktører af håndbyggede akustiske guitarer. I det følgende vil jeg forsøge at skabe et overblik over disse pionerer fra landet længst mod øst.

“Gode guitarer er lavet af godt træ og af gode håndværkere”  – Kazou Yairi og hans kollegaers enkle filosofi bag skabelsen af akustiske guitarer.

Jeg må tilstå, at jeg for ikke længe siden var trådt ind i en japansk sindstilstand. Det havde længe været undervejs, ikke mindst påvirket af flere japanske guitarer som havde været forbi arbejdsbordet. 

Det hele tog yderligere fart da jeg skulle bestille lidt håndværkstøj til værkstedet og blev fristet af delikate – og lidt dyre – høvle og stemmejern. Jeg satte mig for at kigge nærmere på de japanske håndværkstraditioner indenfor finere træarbejde. Japanske tømrere er sande kunstnere, og deres snedkerteknikker og sjælfulde påskønnelse af stærke træsorter gør dem specielle inden for deres håndværk. Et håndværk som er finpudset og perfektioneret over mere end et årtusinde. Her hersker ro, omtanke og enkelhed. Alle processer udføres tålmodigt og med uhørt fokus og opmærksomhed på deltaljerne. Alt sammen dyder som enhver instrumentmager stræber efter og det kan ses i resultatat.

Indflydelsen af vestlig musik og instrumenter steg støt i Japan gennem populariteten af militære bands og japanske arbejdere, der vendte tilbage fra hawaiianske sukkerrørsmarker efter 1868. Samtidig begyndte japanske musikere at studere i Amerika og Europa.

Morishige Takei studerede i Italien, startede det første japanske mandolinorkester i 1915 og begyndte at komponere for klassisk guitar nogle få år senere. I 1929 turnerede den store spanske guitarvirtuos Andrés Segovia på de japanske øer, og klassisk guitar blev snart en national besættelse. Hoshino Gakki Ten begyndte at importere spanske guitarer fra Salvador Ibanez i Valencia, og i midten af 1930’erne inkluderede listen af japanske guitarværksteder Hoshino, Kasuga Gakki, Suzuki Violin Company og mindst to separate værksteder drevet af brødrene Giichi og Sada Yairi. Så kom Anden Verdenskrig…

Et af hovedmålene i Japan efter krigen, som nu var underlagt håndfast administration af det amerikanske militær, var at gøre japansk industri – nu inklusive guitarfremstilling – til en del af den nye globale økonomi. De tidligste kendte moderne japanske klassiske guitarproducenter var brødrene Sakazo og Rokutaro Nakade, Yamaha og Kazuo Yairi (1932-2014).

Sakazo (1906-1993) og Rokutaro (død 1973) Nakade var sønner af violinmageren Kinpachi Miyamoto som stod for de oprindelige opmålinger af Segovias guitar tilbage i 1929 under hans store turné i landet. I midten af 1950’erne var Nakades – hvis værksted var beliggende i Tokyo – de første japanske guitarbyggere, der valfartede til Spanien for at studere traditionel instrumentbygning. Mange japanske luthiers fulgte herefter i deres fodspor. Sakazos sønner Teruaki, Toshihiko og Yukio blev berømte luthiers, ligesom hans lærlinge Yuichi Imai, Hakusui Imai, Yoshimitsu Hoshino og Hideo Ido.

Kazuo Yairi var søn af Giichi Yairi, som arbejdede for Suzuki Violin Company i Kiso-Fukushima. Giichi forlod Suzuki i 1929 og åbnede sit eget værksted i Kani, lidt nord for Nagoya. Kazuo kom naturligvis i lære hos faderen og begyndte efter sigende at lave klassiske guitarer måske allerede i 1950, som teenager. I 1965 overtog Kazuo sin fars værksted og indgik en aftale om at forsyne St. Louis Music med Alvarez-Yairi-guitarer. Giichis bror Sada (Kazuos onkel) forlod også Suzuki og åbnede sit eget værksted i Nagoya i 1932, og begyndte også at producere klassiske guitarer senere, i 1960 tyder det på. Læs mere om Kazou Yairi her.

Yamahas guitarmagere er for det meste uidentificerede, men de introducerede deres patenterede Dynamic Guitar modelprogram i 1952, bygget i Hamamatsu og designet kunne monteres med enten nylon- eller stålstrenge, en rimelig bedrift på den tid. I 1966 hentede Yamaha den spanske luthier Eduardo Ferrer til fabrikken til at rådgive sine luthiers, hvilket resulterede i deres første Grand Concert guitarer (GC-5, GC-7, GC-10). I 1973 hentede de Manuel Hernandez til Japan for at forfine linjen yderligere. Segovia optrådte engang med en Yamaha GC-71 og brugte en GC-70 som øveguitar.

Men Japans mest berømte luthier var Masaru Kohno, som også studerede lutheri i Spanien og åbnede værksted i Tokyo i begyndelsen af 1960’erne. Han vandt guldmedaljen ved en prestigefyldt guitarbyggekonkurrence i Belgien i 1967, og hans internationale berømmelse var en realitet. I 1975 åbnede han et større værksted med sin nevø Masaki Sakurai, som fortsatte mærket efter Kohnos død.
Andre usædvanligt talentfulde japanske luthiers som bør nævnes i sammenligning med Kohno’s enestående håndværk er Masaru Matano, Eichi Kodaira, Ryoji Matsuoka, Hiroshi Tamura, Seizo Shinano, Mass Hirad.

Ironisk nok var de faktorer, der gjorde japansk klassisk guitarfremstilling så vellykket, også noget modsætningsfyldt. På den ene side var det den eksisterende japanske fascination af klassiske guitarer, der skabte den høje håndværksmæssige tilgang i en luthier-kultur med lille produktion i første omgang. På den anden side voksede industrien og trivedes hovedsageligt, fordi den blev en eksportindustri, der leverede guitarer til at imødekomme en tilsyneladende bundløs international efterspørgsel.

Den primære årsag til, at modsætningerne i fremtillingen af de japanske klassiske guitarer, involverer klimaforandringer, som opdaget af Shiro Arai fra Arai & Co. guitarer. Da han rejste til USA for at promovere japanske klassiske guitarer i begyndelsen af 1960’erne medbragte han avancerede guitarer for at teste markedet, og inden for få uger var de fleste imploderet eller faldet sammen i kroppen på grund af klimatiske forskelle og eksponering for varmesystemer på hotellet m.m.. 

Da Arai vendte tilbage, begyndte de japanske luthiers at bruge mere eksotisk tømmer, udvikle bi-laminerede bagsider og sider— og som mange amerikanere hånede som “krydsfiner” i løbet af 70’erne – og byggede tykkere Sound boards / dæk støttet af kraftigere afstivninger, alt sammen designet til at hjælpe guitarerne med at overleve fremmede miljøer uden for Japan.

Som et resultat har guitarer, der er fremstillet til at blive solgt indenlandsk i Japan, en tendens til at være ret lette med traditionelle Torres-afstivninger (syv tilspidsede spander placeret i vifte) og har en varm, romantisk, spansk karakter; ingen overraskelse, i betragtning af hvor mange japanske luthiers som blev opfostret i Spanien. Også andre afstivningstyper, især José Ramirez III’s 1A asymmetriske vifteform blev benyttet til indenlandske guitarer. Instrumenter lavet til eksport fik normalt den meget tungere konstruktion, som havde en tendens til at give en sprød, velafbalanceret lyd, men med en meget japansk karakter.

I dag forkommer klassisk guitarfremstilling overalt i Japan, men er koncentreret i tre regioner på de to hovedøer. Det største koncentration af virksomheder er i og omkring Nagoya på Honshu. Tokyo er tæt bagefter, efterfulgt af Fukuoka på den nordlige spids af Kyushu.

Japanske klassiske guitarer lider ofte af en almindelig misforståelse om, at da mange blev fremstillet til eksport, er de “fabriks”-guitarer, der fremmaner billeder af højindustrielle og sjælløse vaskemaskinesamlebånd. Faktisk blev de fleste guitarer produceret i små værksteder af relativt små besætninger af håndværkere, under opsyn af en mesterbygger, ikke ulig metoden i de fleste spanske værksteder. Asturias guitarer produceres i et lille værksted i Fukuoka med omkring 15 ansatte. Tama-guitarer blev lavet i et lille hjørne af FujiGens elektriske guitarfabrik, som i sig selv ikke var et særlig stort anlæg.

På samme måde er der en opfattelse af, at japanske guitarer – af alle typer – blev produceret i enorme mængder. Med relativt små værksteder, der laver de klassiske guitarer, var dette logisk nok ikke tilfældet.

Da vi kom frem til de tidlige 1980’ere – ironisk nok lige da fordommene affødt af Anden Verdenskrig begyndte at aftage – fik en kombination af højere lønomkostninger og ugunstige valutakurser internationale kunder til at skifte forretningstrategi og vendte interessen til Koreanske guitarmagere. Og med tiden udviklede Korea mange af sine egne dygtige luthiers. Mens deres guitarer har deres egne særlige karakteristika, er de intet i sammenligning med spansk/japanske variationer af klassiske vintage guitarer bygget i Japan.

I begyndelsen af 2000’erne begyndte fremstilling af klassisk guitar at migrere til andre asiatiske lande af lignende årsager som var gældende med Korea, med Kina som nu altdominerende. Faktisk havde føromtalte Hiroshi Yairi, søn af den japanske mesterbygger Sada Yairi, stor indflydelse på udviklingen af den kinesiske industri omkring fremstilling af klassiske guitarer.

Japanske klassiske guitarer bliver stadig bygget den dag i dag, men disse er stort set blot mere eller mindre massefremstillede guitarer, der bærer berømte luthiers navnetræk – og en tilsvarende høj pris. Det er primært hos de oprindelige japanske klassiske guitarer, at de sande værdier skal findes.

Kilde: Classical Guitar