Levin Solist
Levin Solist hører til blandt de mest markante skandinaviske halvakustiske-guitarer fra midten af det 20. århundrede. Modellen blev introduceret som et af Levins mere eksklusive instrumenter og rettet mod musikere, der ønskede en kraftig, resonant jazzguitar med et raffineret udtryk. Solist-modellen blev hurtigt kendt for sin kombination af håndværksmæssig finesse og den karakteristiske klang som kendertegner en halvakustisk guitar.
Guitaren her har fået renoveret den originale slagplade samt gennemgået og serviceret elektronikken til den gamle Wingtone pickup.
Kernen i modellen konstruktion er den udskårne gran-dæk. I modsætning til laminerede dæk giver et udskåret massivt dæk en mere levende respons, hvor tonen udvikler sig med tiden og bliver dybere og mere kompleks. Ryg og sider blev typisk lavet af mahogni eller valnød, hvilket bidrog til en varm og afrundet klangbalance. Designet blev fulgt til dørs af bindinger omkring både top, bund og f-huller, hvilket gav instrumentet et luksuriøst visuelt præg.
Halsen var som regel udført i mahogni, og tidlige eksemplarer var udstyret med en karakteristisk T-formet aluminiumsforstærkning i stedet for en justerbar “truss rod”. Dette gav halsen stor stabilitet, men gjorde justering vanskeligere. Gribebrættet var af ibenholt, dekoreret med de elegante parallelogram-indlæg, som kendetegner Solist-seriens æstetik.
Stolen var typisk en justerbar konstruktion i ibenholt med store tommelskruer, og mange modeller havde en messingfarvet strengholder i Art Deco-stil — en detalje, som både understregede instrumentets tidsperiode og gav konstruktionen en solid forankring. Solist blev leveret i både sunburst-finish og natur, og i begge udgaver fremstår den med en markant, klassisk elegance.
Selvom Solist oprindeligt var en ren akustisk jazzguitar, kunne den også leveres med Levins egen “Electro Wingtone”-pickup. Denne flade single-coil var monteret ved gribebrættet og gav guitaren en blød, rund elektrisk jazz-tone, uden at dens akustiske kvalitet gik tabt.
I dag regnes Levin Solist for et af de mest vellydende og velbyggede nordiske archtop-instrumenter fra perioden. Mange eksemplarer har bevaret en imponerende stabilitet og spilbarhed, og Solist-modellens særlige kombination af håndværk, karakteristisk skandinavisk lyd og klassisk jazzæstetik gør den til en eftertragtet guitar.
Levin-fabrikken i Göteborg var i mere end tre generationer et af Europas vigtigste centre for fremstilling af strengeinstrumenter. Historien begynder med Herman Carlson Levin, en ung svensk håndværker der i 1880’erne rejste til USA for at lære moderne guitarmageri hos nogle af tidens bedste instrumentbyggere. Da han vendte hjem til Sverige i 1900, grundlagde han sin egen fabrik i Göteborg – et ambitiøst foretagende i en tid, hvor guitaren endnu ikke havde fået sin store udbredelse i Norden.
Fabrikken voksede hurtigt, drevet af Levins kombination af amerikansk inspireret teknik og nordisk præcision. Allerede i de første årtier producerede Levin en imponerende bredde af instrumenter: guitarer, mandoliner, banjoer, zither-instrumenter og senere også archtops og klassiske guitarer. Kvaliteten var så høj, at mange af modellerne blev eksporteret til USA, hvor de blev solgt under navne som “Goya” – et af datidens mest respekterede mærker inden for folkemusik og klassisk guitar.
I mellemkrigstiden og op gennem 1940’erne havde Levin-fabrikken sin guldalder. Produktionen blev industrialiseret, men håndværket forblev i centrum: mange af de mest avancerede modeller fik håndskåret top, ibenholt-detaljer og bindingsarbejde på niveau med amerikanske luksusguitarer. Det var i denne periode, at modeller som Levin Solist blev udviklet – store, elegante archtops tænkt til jazzmusikere, der havde behov for kraftfuld akustisk projektion i en tid før elektriske forstærkere blev almindelige.
Efter Hermans død fortsatte hans slægt firmaet, og frem til 1960’erne var Levin en af Europas største guitarmagere med hundredtusindvis af producerede instrumenter. Men markedet ændrede sig. Billig masseproduktion fra Asien begyndte at dominere, mens amerikanske elektriske guitarer tog føringen i populærmusikken. For at sikre sin position indgik Levin i 1973 et samarbejde – og senere opkøb – med amerikanske Martin Guitars, som især var interesseret i brandet Goya og Levins distributionskanaler.
På trods af denne alliance lykkedes det ikke at redde den svenske produktion. I 1978 lukkede den historiske fabrik i Göteborg endeligt. Dermed sluttede næsten 80 års ubrudt instrumentbyggertradition, som gennem tiden havde forsynet både professionelle musikere, skoler og folkemusikere med instrumenter af høj kvalitet.
Men i begyndelsen af 1980’erne skete der et vendepunkt. I 1982 købte Svensk Musik AB rettighederne til Levin-navnet samt de resterende lagre hos Martin. Dermed kom mærket officielt tilbage på svenske hænder.
Produktionen blev genoptaget i et mere beskedent omfang, blandt andet i samarbejde med den svenske guitarmager Hans Persson, som byggede instrumenter i Lugnås. Disse guitarer var i samme ånd som de klassiske Levin-modeller, men naturligvis ikke fremstillet på den gamle storfabrik i Göteborg. Senere, omkring årtusindskiftet, blev firmanavnet ændret til Svenska Levin AB, og mærket fortsatte med at eksistere i en blanding af svensk byggeri og importmodeller, afhængigt af model og prisklasse.
Selvom det aldrig blev en fuld genoplivning af den oprindelige industri, betyder denne overtagelse, at Levin-navnet fortsat lever videre i svensk regi — og stadig forbindes med skandinavisk guitarkultur og tradition.