Har din guitars gribebræt virkelig brug for al den olie?

På værkstedet møder jeg næsten dagligt guitarister, der spørger, hvilken citronolie jeg anbefaler til deres gribebræt. Nogle spørger, hvor ofte den skal bruges. Andre er bekymrede for, om gribebrættet tager skade, hvis det ikke får olie flere gange om året.

Der synes at eksistere en næsten religiøs tro på citronolie i guitarverdenen. Det er som om, at regelmæssig påføring af citronolie er blevet en vedtaget sandhed, som få stiller spørgsmål ved. Men når man ser nærmere på, hvad produkterne faktisk er, og hvad træet reelt har brug for, bliver billedet mere nuanceret.

Den første overraskelse er, at de fleste produkter mærket “Lemon Oil” til guitarbrug slet ikke indeholder ægte citronolie. I mange tilfælde består produktet primært af stærkt raffineret mineralolie med tilsat citronduft. Navnet “Lemon Oil” beskriver derfor ofte duften snarere end indholdet. Det betyder ikke nødvendigvis, at produktet er dårligt, men det viser, hvor meget tradition og markedsføring præger området.

Hvad er mineralolie egentlig?

Når nogle guitarister hører, at deres foretrukne “citronolie” i virkeligheden er mineralolie, reagerer de næsten som om, de har opdaget, at produktet er fyldt med motorolie. Men mineralolie har intet med motorolie at gøre.
Mineralolie er en stærkt raffineret olie fremstillet af petroleum. Under raffineringen fjernes de fleste urenheder, så der tilbage står en klar, stabil og næsten lugtfri olie. Den samme type højt raffinerede mineralolie anvendes blandt andet til træskærebrætter, køkkenredskaber, kosmetik, farmaceutiske produkter og forskellige fødevaretekniske formål.

En af grundene til, at mineralolie er populær til træpleje, er, at den ikke bliver harsk. Hvor planteolier som olivenolie, solsikkeolie eller rapsolie med tiden kan oxidere og udvikle lugt, forbliver mineralolie kemisk stabil i mange år.

Set fra et rent træteknisk perspektiv er mineralolie faktisk et ganske fornuftigt valg til et gribebræt. Den trænger ind i overfladen, ændrer træets udseende minimalt og efterlader ikke en hærdet film.

Ironisk nok ville mange guitarister sandsynligvis være mindre skeptiske over for produktet, hvis der stod “raffineret træplejeolie” på flasken i stedet for “mineralolie”. Men virkeligheden er, at meget af den citronolie, der sælges til guitarer, netop er en let mineralolie tilsat en smule citrusduft.

Hvorfor så ikke bare bruge ægte citronolie?
Når mange guitarprodukter kun indeholder mineralolie med citronduft, kunne man fristes til at tro, at ægte citronolie må være den bedre løsning.

Men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Ægte citronolie er en æterisk olie udvundet af citronskal. Den består hovedsageligt af flygtige aromatiske forbindelser, især limonen, som giver den karakteristiske citrusduft.

Problemet er, at disse forbindelser ikke er særligt velegnede som træplejeolie. De fordamper relativt hurtigt, oxiderer over tid og bidrager ikke med nogen varig beskyttelse af træet. I høj koncentration kan de desuden virke som milde opløsningsmidler.

Det er sandsynligvis en af grundene til, at de fleste producenter af gribebrætsolie vælger mineralolie som basis frem for ægte citronolie.
Paradoksalt nok skyldes navnet “Lemon Oil” derfor ofte, at produktet netop ikke er baseret på citronolie, men på en mere stabil olie tilsat lidt duft.

Forvirringen bliver ikke mindre af, at der faktisk findes flere forskellige olier, som kan forbindes med citroner.
Den mest kendte er den æteriske citronolie, der udvindes af citronskal og giver den karakteristiske citrusduft. Der findes også citronkerneolie, som udvindes af citronfrø og kemisk minder mere om andre vegetabilske olier.
Ingen af disse olier er dog det, de fleste guitarister køber som “Lemon Oil” til deres gribebræt.
Det understreger måske den vigtigste pointe i hele debatten: Når man taler om citronolie til guitarer, er det ofte uklart, hvilken olie der egentlig menes.
For den almindelige guitarist giver ægte citronolie derfor ingen oplagte fordele. Tværtimod er den mindre stabil, dyrere og dårligere egnet til formålet end en simpel, højt raffineret mineralolie. Formålet med olie på et gribebræt er ikke at “fodre” træet.

Mange beskriver olie som noget, der nærer eller genopliver træet, men det er en misvisende måde at forstå det på. Træets fugtbalance styres primært af omgivelsernes luftfugtighed, ikke af hvor meget olie man påfører overfladen.

Samtidig er det værd at huske, at mange af de træsorter, der traditionelt anvendes til gribebrætter, allerede indeholder naturlige olier og ekstraktstoffer. Især palisander er kendt for sit naturlige indhold af olier, hvilket er en af grundene til, at træet gennem årtier har været så populært til gribebrætter. Selv ibenholt, som ofte opfattes som et “tørt” træ, er et meget tæt og stabilt materiale, der ikke har behov for regelmæssig gennemvædning med olie.

Det bedste, man normalt opnår med en oliebehandling, er derfor ikke at tilføre træet noget, det mangler, men at reducere overfladisk udtørring, fremhæve træets farve og give overfladen et mere ensartet udseende. Et gribebræt af palisander eller ibenholt skal ikke være vådt, glinsende eller fedtet. Det skal blot være rent og stabilt.

Noget af det mest almindelige, jeg ser på værkstedet, er ikke tørre gribebrætter, men tværtimod gribebrætter, der har fået alt for meget olie.

Mange guitarer kommer ind med en fedtet overflade, hvor olie, hudfedt, støv og snavs over tid har dannet en mørk belægning. Ejeren tror ofte, at det er et tegn på et velplejet gribebræt, men i virkeligheden er det ofte resultatet af overbehandling.

Jo stærkere troen på citronolie er, desto større er risikoen for, at der påføres mere olie, end træet har nogen gavn af. Mere olie er ikke bedre
Mange guitarister påfører olie flere gange om året, nogle endda ved hvert strengeskift.

Men ser man på instrumenter, der har fungeret problemfrit i årtier, er billedet ofte et andet. Mange ældre guitarer har fået meget lidt olie gennem deres levetid.
Når træet først er mættet ved overfladen, har ekstra olie ingen reel funktion. Den bliver blot liggende som et fedtet lag, der tiltrækker støv, hudfedt og snavs. Resultatet kan paradoksalt nok blive et gribebræt, der ser mere beskidt ud og kræver hyppigere rengøring.

Der findes situationer, hvor olie kan være nyttigt:

• Når et ubehandlet gribebræt fremstår tydeligt tørt og gråt.
• Efter en grundig rengøring, hvor overfladen virker udtørret.
• På instrumenter, der har været opbevaret i meget tørre omgivelser.

I disse tilfælde er en lille mængde olie ofte tilstrækkelig. Overskydende olie bør tørres af efter få minutter. Målet er ikke at efterlade et olielag, men blot at fugte overfladen let.

Det er værd at huske, at gribebrættets tilstand i langt højere grad påvirkes af klimaet omkring instrumentet end af, hvilken olie der bruges. En guitar, der opbevares ved stabil temperatur og passende luftfugtighed, vil normalt have meget begrænset behov for oliebehandling.

Omvendt kan et instrument i et tørt miljø udvikle problemer, uanset hvor meget citronolie man hælder på det. Det vigtigste for et gribebræt er derfor sjældent, hvilken olie der bruges. Det vigtigste er et stabilt miljø, passende luftfugtighed, regelmæssig rengøring og en nøgtern tilgang til vedligeholdelse.